EFTERÅRETS FOREDRAG 2025

Billetter til foredragene bestilles på mail til formand@brorfelde.eu og indbetales ved overførsel via Mobilpay 57598 (logo) eller ved bankoverførsel reg. 1551 konto 3208290363 med angivelse af navn og hvilket foredrag det drejer sig om.  Du må gerne betale for flere foredrag på en gang.

Billetprisen er 120 kr. for medlemmer og 150 kr. for ikke-medlemmer.

Vi beklager den lidt omstændelige fremgangsmåde, men vi er aktuelt ikke tilknyttet en billetservice.

 

Foredrag 5. november 2025 kl. 19.00

på Brorfelde Observatorium i nr. 15 (øverste hus)

Professor Hans Kjeldsen, Institut for Fysik og Astronomi,  Aarhus Universitet

Det infrarøde univers observeret med James Webb
Space Telescope

 Astronomernes store internationale James Webb-rumteleskop har i de seneste  år sikret os helt ny og banebrydende viden om vores univers. Blandt de epokegørende opdagelser finder vi målinger af lyset fra de første stjerner efter Big Bang, dannelsen af de tidligste galakser, detaljerede analyser af atmosfærer omkring exoplaneter samt hidtil usete indblik i stjernedannelse dybt inde i de store gas- og støvskyer i Mælkevejen. James Webb rumteleskopet har desuden observeret planeterne i vores solsystem.

I foredraget vil jeg fortælle om de forskellige opdagelser, deres betydning og om, hvordan teleskopet fungerer. Jeg vil også belyse, hvorfor infrarødt lys giver os så afgørende indsigt i processer, vi hidtil ikke har kunnet undersøge.

Foredraget bliver illustreret med masser af billeder og spektre optaget med James Webb teleskopet.

Foredrag 3. september 2025 kl. 19.00

på Brorfelde Observatorium nr. 15 (øverste hus)

Professor Liv Hornekær, Center for Interstellar Katalyse, Aarhus Universitet

Kan livets molekylære byggesten dannes i det interstellare rum?

Det interstellare rum er hjemsted for overraskende komplekse molekyler. Man har f.eks. observeret vand, methanol og glycolaldehyd – et forstadie til sukker. De mest komplekse molekyler findes i de interstellare støv og molekyletåger hvor nye stjerner og planetsystemer bliver dannet.
Med James Webb Space Teleskopet (JWST) kan man se ind i de mørkeste og tætteste dele af de
interstellare tåger og afsløre hvilke molekyler der findes i is på overfladen af støvkornene. Målet er at bestemme om livets molekylære byggesten – aminosyrer, DNA baser, sukker og fedtsyrer – kan dannes i det interstellare rum, allerede før dannelsen af stjerner og planeter.

Foredrag 1. oktober 2025 kl. 19.00

på Brorfelde Observatorium nr. 15 (øverste hus)

Astrofysiker og chefkonsulent Michael Linden-Vørnle DTU SPACE

Solen – livets stjerne

Solen er forudsætningen for livet her på Jorden og en afgørende faktor i mange sammenhænge – fx som den motor, der skaber og driver vores klima. Med ca. 11 års mellemrum er Solen meget aktiv, hvilket udmønter sig i voldsomme solstorme, der kan ødelægge satellitter og skabe forstyrrelser i elforsyning og radiokommunikation her på Jorden, men også skabe imponerende nordlys. I foredraget vil Michael fortælle om Solens rolle både som stjerne og som ’klima-maskine’ samt præsentere de rummissioner vi bruger til at studere vores nærmeste stjerne.

Foredragene er blevet til i et samarbejde mellem Brorfelde Astronomiske Vennekreds og Tølløse Folkeuniversitet.